Peter Bonde ny træner for kvindelandsholdetNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten30/11-2004 DBU har kvindelandsholdets kommende træner på plads mere end et halvt år før EM-slutrunden i England, der bliver holdets nuværende træners, Poul Højmoses, sidste opgave. Peter Bonde, 45 år, er blevet valgt fra en gruppe på fem kandidater, DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen har kontaktet i søgningen efter den kommende træner. "Jeg er tilfreds med min ansættelse i DBU, men vil gerne tilbage i rollen som aktiv træner. Så det var oplagt for mig at melde mig som kandidat til stillingen som træner for kvindelandsholdet", udtaler Peter Bonde, der siden januar 2000 har været ansat som ansvarlig for DBUs træneruddannelser. Talentfuld kvindelandsholdstrup "Vi står med den mest talentfulde kvindelandsholdstrup i mange år. Det giver naturligvis en positiv, faglig udfordring. Samtidig ved jeg, at DBU investerer pænt med midler i kvindesektoren, og har store forventninger til kvindelandsholdet, og det giver et vist forventningspres", påpeger Peter Bonde, og fortsætter: Peter Bonde går fra stillingen som træneruddannelses-konsulent og assistenttræner på Herre A-landsholdet ved slutrunderne til stillingen som cheftræner for Kvinde A-landsholdet efter EM-slutrunden næste sommer "Mine komplimenter til Poul Højmose for hans engagerede indsats for kvindefoldbolden i DBU-regi de seneste 17 år. Jeg ser frem til at følge hans arbejde med kvindelandsholdet i tiden op til og under EM-slutrunden til sommer". Peter Bonde vil blive inddraget i arbejdet med landsholdet op til og under slutrunden i den udstrækning, den nuværende og kommende træner finder det hensigtsmæssigt. Kontrakten med Peter Bonde er tre-årig for sommeren 2005 til sommeren 2008. Fra herre- til kvindelandsholdet Peter Bonde tiltrådte 1. januar 2000 stillingen som træneruddannelseskonsulent efter Jan B. Poulsen. Den tidligere Næstved-, Lyngby og Herfølge-spiller har trænererfaring fra Næstved, Lyngby og Nykøbing-Falster Alliancen. Dertil kommer, at han som fastansat træneruddannelseskonsulent også har fungeret som én af assistenttrænerne for daværende landstræner Bo Johansson ved EM-slutrunden 2000 og for Morten Olsen ved VM-slutrunden i Japan og Sydkorea i 2002 og EM-slutrunden i sommer. Udover selv at have gennemgået DBUs tidligere træneruddannelser PROF I i 1991, PROF II i 1992, samt DBUs næsthøjeste træneruddannelse, Elitetræneruddannelsen, i 1997, har Peter Bonde brugt de sidste fire år på at sikre indholdet og implementeringen af DBUs helt nye træneruddannelser. Peter Bonde fortsætter i sæsonen 2005/2006 som instruktør på DBUs og UEFAs højeste træneruddannelse, PRO. Højmoses flotte fingeraftryk Poul Højmose tiltrådte som træner for U/17-kvindelandsholdet i 1987, overtog ansvaret for U/19-kvindelandsholdet i 1996, og var med til at vinde Europamesterskabet med dette hold i 1998. Året efter indgik han som assistenttræner for den daværende Kvindelandsholdstræner Jørgen Hvidemose op til VM-slutrunden i 1999. Efter VM-slutrunden i USA i 1999 overtog Poul Højmose ansvaret for holdet. Ved siden af sit ansvarsområde som landstræner for en række af DBUs landshold blev hans stilling i 1994 udvidet til også at omfatte det sportslige ansvar for talentudviklingsprojektet STU (Struktureret Talentudvikling), og i 2001 var han blandt initiativtagerne til projektet "Dansk kvindefodbold i verdenseliten". Peter Bonde overtager den del af ansvarsområdet, som vedrører kraftcenterklubberne. Tid til ny inspiration Siden han satte sig på cheftrænerpladsen, har Højmose kvalificeret kvindelandsholdet til EM-slutrunderne i 2001 og 2005, mens deltagelsen ved VM-slutrunden i 2003 og dermed chancen for at komme med ved OL-slutrunden i 2004, glippede. "Efter den forestående slutrunde er tiden inde til at prøve noget nyt på trænerfronten. Jeg synes, DBUs generalsekretær har fundet en spændende træner på baggrund af den profil, vi i udvalget havde udarbejdet", udtaler formanden for DBUs Kvindeudvalg, Erik Hjorth, og fortsætter: "Vi ønsker at være åbne overfor nye impulser, og Peters baggrund som træner på herresiden kan være med til at give damesektoren nye inputs. Peter kender organisationen, vi kender ham, og det er en god forudsætning for samarbejdet". Cheftræneren for kvindelandsholdet har siden 1994 været fuldtidsansat. Af samme årsag skal DBU ansætte en ny konsulent som ansvarlig for den fortsatte udvikling af DBUs træneruddannelser, når Peter Bonde tiltræder sin nye stilling. ![]() |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |